
Sukha Visva og Aberte Campbell
Her på siden kan du læse mere om mig, Alberte, samt historien bag Sukha Visva – og hele min passion om yoga, bevægelse, fællesskab og velvære.
Historien bag
Det hele startede med, at jeg i slutningen af 2019 oprettede en hjemmeside, som jeg kaldte Velverden. Jeg ville gerne skabe et univers, hvor jeg kunne dele inspiration, opskrifter, livsstil og hverdag. Det skulle være en verden af velvære og deraf kom navnet Velverden. Her delte jeg forskellige indlæg netop om velvære, yoga, meditation, bæredygtighed og meget andet.
I 2021 startede jeg på min første yogalæreruddannelse. Jeg havde egentlig gået med drømmen i nogle år – og lige der midt i coronakrisen tog jeg så beslutningen og springet…
Siden jeg blev uddannet yogalærer har yogaen fyldt utroligt meget i mit liv – og heldigvis for det!
Så jeg startede på en 200 timers-grunduddannelse som yogalærer. De fleste grunduddannelser er på 200 timer og det er kravet, hvis uddannelsen skal være godkendt hos Yoga Alliance. Faktisk startede vi online i januar 2021, da vinter under corona som bekendt skabte flere smittetilfælde. Èn weekend hver måned, hvor vi var gennem alt fra historien, filosofien, asanas (yogastillingerne), sekvensering, tematisering, meditation, åndedrætsøvelser, stemmeføring, yogabusiness og meget, meget mere. Jeg mener, at vi havde en enkelt eller to weekender online, før vi måtte mødes fysisk i studiet i Værløse.
Det stod hurtigt klart for mig under uddannelsen, at jeg gerne ville undervise. Det trak enormt meget i mig. Hele filosofien og den kreative del i at sætte sekvenser sammen med asanas, temaer, flows, åndedrætsøvelser osv. Det er stadig noget af det, jeg i dag synes er virkelig fedt og spændende ved yogaen. Og noget af det som hele tiden udvikler sig hos mig.